1. MAJ 2017: Det er ikke kun Landsskuet, der som dyrskue-organisation fejrer sit 25 års jubilæum i Herning den 29. juni-1. juli. Traditionen tro benytter flere af de avlsforeninger, der udstiller dyr, også det landsdækkende arrangement til at gøre opmærksomhed på egne jubilæer.

Det gælder blandt andet flere af hesteavlernes avlsforbund: Knabstrupperforeningen for Danmark har 70 års jubilæum, mens både Dansk Frieser Forbund og Shire-foreningen har 30 års jubilæum. Endelig har også Dansk Pinto Forening i lighed med Landsskuet 25 års jubilæum. Dansk Ride Forbund fejrer i øvrigt 100 års jubilæum i år.

Jubilæerne markeres på forskellig vis, men kan være med en særlig jubilæumsroset og ekstraordinære indslag i Landsskuets store hesteshows fredag og lørdag eftermiddag.

Traditionelt betyder det derfor også, at det kan ses på antallet af tilmeldte dyr, at et avlsforbund holder jubilæum. I alt kan der som regel opleves op til 450 heste på Landsskuet, der er det dyrskue i Danmark, hvor der er flest hesteracer repræsenteret i avlsudstillingen. Sidste år var det intet mindre end 26 forskellige racer.

Share This: